Kysser du på Pelle?

Så længe jeg kan huske tilbage, gad jeg ikke bruge tid på ting som var svære.

Uanset om det var spejder, håndbold, skole, parforhold, træning eller arbejde, så gav jeg op når tingene blev for hårde. Jeg sagde bare, at det var fordi det var kedeligt og at jeg ikke gad mere, men i virkeligheden var jeg rædsenslagen for at fejle eller blive afvist. Det var trods alt bedre at gå selv, end at blive valgt fra.
På den måde er jeg gået fra parforhold, jobs og hobbyer.

Væk! Dur ikke.

Flugten var mit mønster og det var min overlevelsesstrategi.

Jeg har en kraftig “fiasko-sensor” som siger: “Hov, her er vist en chance for at du ikke er god nok” Eller “Her er vist en chance for at du bliver valgt fra. Det er på tide at smutte”. Og videre var jeg.

 

Jeg fik ofte fået at vide, at jeg var modig når jeg hoppede ud i nye ting: Jeg har været udsendt til Kosovo med militæret, jeg fik min første motorcykel som 19-årig og jeg har rejst og arbejdet i udlandet igennem flere år. Jeg tog dykkercertifikat, prøvede at windsurfe, stod på snowboard, sprang i faldskærm, tog certificeringer i kommunikation og sagde mit job op når det gjorde mig ked af det.

Jeg gjorde det mange drømte om!

Endnu et spændende projekt: Certificering i undervandsfotografering.

Men samtidig var der en stærk sammenhæng mellem stort set alt hvad jeg lavede og frygten for at blive afvist eller at fejle.
Det er masser lignende eksempler hvor ting/jobs/forhold har krævet en større indsats, men fordi det blev for besværligt eller smertefuldt lavede jeg en “fuck det, jeg skrider!”
Og desværre kostede det mig samtidig en masse knubs.

 

 

 

Jeg blev en døgnflue i mange aspekter af mit eget liv: Jeg blev aldrig rigtig god til noget, jeg havde ingen længerevarende forhold og jeg skiftede ofte jobs.

I stedet for fx at gøre en indsats for mit nedadgående parforhold, tog jeg i byen, sagde at det (parforholdet) ikke betød noget og da Pelle (en tilfældig fyr i byen) tog initiativ til at kysse mig, blev han en del af min mentale flugtstrategi.

 

I perioder har jeg følt mig ensom og som en kæmpe fiasko helt ind i knoglerne.

 


 

Først så viser mit mønster sig ved, at jeg begynder at se mit liv igennem med en lup. Jeg leder efter fejl og “huller i osten”. Jeg bliver træt af mit forhold, mit arbejde, mit hår, min garderobe og alt andet i mit liv.

Så begynder jeg at lede efter hurtig-løsninger. Det kan være mad-oplevelser, Rittersport marcipan, shoppeture, tider hos min frisør (hun er god, min frisør, men hun kan ikke fikse alt mit lort), ferier eller andre overspringshandlinger som giver mig et kick. I et meget kort øjeblik (så kort, at det kun lige er jagten på det nye tøj eller den kommende ferie) tror jeg selv på, at dette er løsningen.

NU bliver jeg glad og tilfreds. Jeg bilder mig selv ind at det var den absolut bedste beslutning jeg havde taget længe.

Bagefter har jeg følelsen af tomhed. Måske endda dumhed over at bruge penge, tid eller energi på noget, som jeg alligevel ikke havde brug for.  Jeg vidste det jo egentlig godt, jeg ville bare ikke høre.

 

Når jeg begynder at finde fejl ved alt og alle, handler det, for mig om at finde ud af hvad det virkelig handler om. Ofte er det min frygt for at blive afvist/fejle som er hyberaktiv. Det hjælper ikke at flygte.

 

Jeg vil være vedholden i at skabe glæde, og det starter lige her hos mig selv 

 

Frygten er der stadig, men jeg behøver ikke at flygte og “kysse Pelle” i desperation efter at komme væk fra det grimme, trælse, triste.

 

Hvis jeg vil være rigtig god til mit job, en god hustru, mor og coach, så kræver det vedholdenhed og selvomsorg – også selvom jeg bliver i tvivl, har masser dårlige dage og føler mig som en kæmpe fiasko.

For at blive gammel med min mand og opnå et livslangt forhold kræver det, at jeg både går på kompromis og bliver i det, selvom det nogle dage også er sur røv.

 

Hvor er det at du er ude og “kysse Pelle”?

Måske frygter du ikke, at være kedelig men det kan være, at du kan genkende det i andre situationer? Det kan være frygten for at være uelsket, uvidende, overfladisk eller noget helt andet, som gør at du har nogle vaner som holder dig tilbage i dit liv?

Hvad er dit mønster, når du oplever modstand og tvivler på om du er god nok?

 

Første skridt er at genkende dit mønster. Når du kan svare på det, kan du også nemmere vælge at gøre noget andet.

 

Måske genkender du det slet ikke og tænker “OMG! hun er da helt væk!” – og så er det også ok 🙂

 

Tak fordi du læste med og må du have medvind på cykelstien.

 

De bedste hilsner,

Lykke

 

PS: Vil du undersøge dine egne mønstre nærmere, så tjek denne intime workshop ud med Katrine Gisiger og mig d. 28/8 17.00-20.00

Comments are closed.